Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Missionen der lykkedes

Diverse 
11/09/23 

Blot en uge efter Bastian Buus under stor dramatik sikrede sig den samlede sejr i Porsche Super Cup vandt et andet af Danmarks store bilsportstalenter Christian Rasmussen ligeledes et prestigefyldt mesterskab.
 

Missionen lykkedes – tredje mesterskab på fire år
Den 23-årige racerkører Christian Rasmussen blev søndag aften dansk tid amerikansk mester i Indy NXT, klassen lige under IndyCar. I finalerunden på Laguna Seca-banen i Californien skulle der køres to løb denne weekend. Lørdag sikrede danskeren sig andenpladsen, efter en sikker og velovervejet indsats uden de store risici, og grundet det særlige pointsystem behøvede han herefter blot at deltage i søndagens løb for at sikre titlen.


Champions Ring – en amerikansk tradition.
(Foto: Christian Rasmussen)

Her blev det til en knusende sikker sejr; den femte af slagsen i indeværende sæson. Christian Rasmussen klarede presset med bravour, og understregede hvorfor Danmarks seneste stortalent i bilsport allerede er en eftertragtet herre blandt IndyCar holdene. Læs mere nedenfor.

Lige ved og næsten
Sjette og næstsidste afdeling af VM i langdistanceløb (WEC) kørtes søndag morgen dansk tid på Fuji Speedway i Japan. Syv danskere var til start, og som sædvanlig var der begrundet håb om sejre og podiepladser. Denne gang blev det dog ”lige ved og næsten” for de danske vikinger, der kom fra Nippon med to fjerdepladser som bedst i bagagen.

I Hypercar besatte Nicklas Nielsen og hans Ferrari #50 således denne plads, mens Michelle Gatting og hendes Iron Dames gjorde det samme i GT. Resultatet betød dog at sidstnævnte øgede afstanden til konkurrenterne i kampen om andenpladsen i den samlede stilling. De øvrige danskere måtte lade sig nøje med sekundære placeringer.

Toyota hentede den ventede 1-2 sejr i generalklassementet, og sikrede dermed VM for konstruktører før sidste afdeling i Bahrain senere på året.

Noter

  • Sidste afdeling af årets IndyCar serie blev ligeledes afviklet på Laguna Seca. Christian Lundgaard startede fra P3, men et større sammenstød i første sving betød han røg ned bagerst. Efter en flot opkørsel kom han i mål på sjettepladsen, og sluttede på en samlet P8 i mesterskabet.
  • Hvis man undrer sig over den komprimerede afslutning på IndyCar og Indy NXT kan det forklares med tre bogstaver: NFL. Amerikansk fodbold starter turneringen i september, og det kan intet andet konkurrere med hvad angår tv-tid i USA!
  • 24. marts næste år afvikler IndyCar et såkaldt non-championship race på banen Thermal Club i Palm Springs, Californien. Førstepræmien er 1. mill. Dollars! Sæt kryds i kalenderen; det bliver vildt.
  • På Sachsenring viste Bastian Buus atter storform med sejr i første løb lørdag og P3 søndag i tredjesidste afdeling af Carrera Cup Deutschland. Samlet avancerede danskeren til andenpladsen.
  • Kevin Magnussen og resten af F1-feltet er til hedeslag i Singapores GP den kommende weekend.
  • Indianapolis Motor Speedway lægger for første gang i ni år asfalt (og brosten!) til en afdeling af IMSA’s WeatherTech Sportscar Championship, med titlen Battle On The Bricks. Fire danskere er til start.

    Ugens special:

    Ringenes Herre
    Dansk motorsport overpræsterer disse år i en grad der nærmest er uvirkelig. Der går sjældent en weekend hvor danskere ikke fejrer nye triumfer et sted i verden.

    Denne weekend var det så Christian Rasmussens tur. På Laguna Seca-banen i Californien blev de sidste to afdelinger af Indy NXT (tidligere Indy Light) afviklet, og forinden havde danskeren opbygget et solidt forspring til forfølgerne. Det udnyttede han til at sikre sig mesterskabet; det tredje amerikanske mesterskab på kun fire år i den såkaldte ”Road to Indy” talenttrappe.

    Kort fortalt er Road to Indy en betegnelse for tre juniorkategorier i amerikansk formelsport, bestående af US F2000, Indy Pro og Indy NXT.

    Det specielle ved dette system er at mestrene i de enkelte serier vinder en sum penge, der muliggør springet til næste kategori. Man kan altså populært sagt ”vinde sig vej” frem til toppen.

    Indy NXT er for IndyCar hvad Formel 2 er for Formel 1; sidste skridt før toppen. Den overbevisende måde mesterskabet blev vundet på understregede hvorfor Danmarks seneste stortalent i bilsport allerede er en eftertragtet herre blandt IndyCar holdene.

    På bedste amerikanske vis tildeles mestrene en speciel ”Champions Ring”. Christian Rasmussen har nu tre af slagsen for sejrene i US F2000 (2020), Indy Pro (2021) og nu Indy NXT.

    Derfor er han virkelighedens Ringenes Herre!

    Se også Trailblazer, Christian Rasmussen

    Bo Baltzer Nielsen
    BBN Consult


    Læs mere om:
  • Bastian Buus
  • Christian Lundgaard
  • Christian Rasmussen
  • Kevin Magnussen
  • Michelle Gatting
  • Nicklas Nielsen
  • Fuji
  • Indianapolis Motor Speedway
  • Marina Bay Street Circuit
  • Sachsenring
  • 10/09/23 - Fuji - FIA WEC - FIA VM
  • 10/09/23 - Sachsenring - Porsche Carrera Cup Germany
  • 17/09/23 - Indianapolis Motor Speedway - IMSA
  • 17/09/23 - Marina Bay Street Circuit - Formel 1 - FIA F1
  •