Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DS3 Cup

Kenn Bach: Tid til nye udfordringer

DS3 Cup 
15/10/19 

Egentligt var beslutningen taget allerede i fjor – at Kenn Bach ville skifte DS3 Cup ud med en anden og hurtigere serie. Sigtet var rettet mod TCR, og bilen blev allerede dengang indkøbt – men den tætte konkurrence i DS3 Cup trak så meget, at nordjyden alligevel valgte at tage et år til.
 

- Jeg kunne have kørt Special Saloon eller andet i min Honda Civic TCR-racer, men det havde ikke på samme måde givet den tætte fight og den konkurrence, som DS3 Cuppens løb står for. Derfor blev jeg, for jeg kunne ikke undvære det, forklarer Kenn Bach.

Det år endte sidste weekend med DM Finalen på Jyllandsringen. Op til finalen havde Kenn Bach i længere tid befundet sig på mesterskabets samlede andenplads, men Bachs forhåbninger om sølv løb ud i sandet med en finale, hvor tekniske problemer i 1. heat viste sig så dyre, at podiet helt glippede for sidste års sølvvinder.

- Jeg ville se, om det var til at finde et niveau mere. Beslutningen om et skifte til en anden klasse tog jeg allerede sidste år, men jeg kunne ikke undvære konkurrencen i DS3 Cup. Men det at finde et niveau mere synes jeg lykkedes – desværre afspejler resultatet det ikke, forklarer han og fortsætter:

- I den her sæson er jeg afgjort blevet en bedre og mere kalkuleret racerkører end jeg var sidste år på den her tid, men det er meget på de små detaljer, jeg føler, det er blevet bedre. Det lå også til sølv længe, men det gik som bekendt op i en teknisk defekt og en hård fight i finalen, hvor det desværre ikke klappede, forklarer Kenn Bach.

Konkurrencedygtig start
Året begyndte derimod med masser af fart og en super sæsonstart i Norge. To andenpladser gav en stærk sæsonstart, som i juni blev fulgt op med Bachs første løbssejr, da feltet gæstede Padborg Park for første gang i flere år.

Andenpladsen fulgte #8 det meste af året, og inden finalen var der henholdsvis seks og 15 point i forspring til nummer tre og fire i tabellen. Det vendte med en teknisk defekt, som i DM Finalens første af to heats fik bilen til at tabe effekt. Kenn Bach sejlede ned gennem feltet og endte som nummer 11. Det blev også startpositionen til et svært finaleheat, som blev helt afgørende.

- Det blev rigtig dyrt. Jeg skulle starte nede som nummer 11, og samtidigt var Mads Frederiksen, som havde den samlede fjerdeplads inden finalen endt sådan i heat 1, at han fik pole position til løbet. Den udnyttede han og vandt, hvilket betød, at Mads Frederiksen fik bronze – også selvom vi endte på 171 point begge to, forklarer Kenn Bach og fortsætter:

- Det er superærgerligt, men sådan er motorsport engang imellem. Farten har været der hele sæsonen, og så får en defekt så afgørende betydning. Nu skal der ses fremad, hvor erfaringerne skal med, og hvor jeg håber at kunne stille op i TCR.

Nu er beslutningen taget. #8 er solgt, og en ny tid skal til at begynde i motorsportens verden for Kenn Bach.

Bachcar Racing


Læs mere om:
  • Kenn Bach
  •