Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DS3 Cup

Efter megacrashet: DS3 Cuppen opruster før finalebrag

DS3 Cup 
24/09/19 

Der er fuld gang i genopbygningen på værkstederne i hele Skandinavien efter DS3 Cuppen blev ramt af det, der må være det største massesammenstød i nyere tid i dansk motorsport.
 

Hvad skal der egentligt til, når 11 biler pludselig ligger i en kæmpe bunke? En stribe af bilerne blev desværre totalskadet, men heldigvis blev det for de 11 kørere ved småskrammer. Ingen kom noget alvorligt til. Straks efter Grand Prix Danmark gik jagten for flere ind på nye biler. Uheldet gik hårdt ud over flere biler, og hvor mange måske havde overvejet at parkere sæsonen, så er virkeligheden en helt anden i garagerne i Danmark, Norge og Sverige.


(Foto/Screendump: DTC/Danish Thundersport Championship)

Meldingen er i hvert fald klar - DS3 Cuppen ruller videre, og efter planen står der 16 biler på gridden til DM Finalen den 5-6. oktober, forklarer promotor Martin Jensen:

- Vi måtte lige sluge en kamel eller to på vej hjem, men gik straks i gang, da vi kom hjem. Mandag morgen købte jeg tre biler ind - uden at have nogen accepter på plads i forhold til, om nogen ville købe nye biler - men i løbet af ugen røg de afsted én efter en. Alle, der havde muligheden rent økonomisk har taget den, og det er knægtene, der har trukket læsset. De VIL ud at køre ræs, og de går bare forrest og giver den en skalle.

Alle hjælper alle

Det er ingen hemmelighed, at der er røget mere end gennemsnitligt mange arbejdstimer gennem værkstedet hos Insight Racing i Hedehusene de forgangne uger, men Martin Jensen ser frem til at vise det, som absolut ingen regnede med til Grand Prix Danmark:

- Det har været sindssygt hårdt, men når vi står til DM Finalen på Jyllandsringen med et fuldt felt, så tror jeg, at mange bliver overrasket over at det kunne lade sig gøre. Vi elsker at overraske positivt, og det viser endnu en gang det, jeg bare ikke kan understrege nok: I DS3 Cup hjælper vi ALTID hinanden, og når det er svært, så går alle sammen og får bilerne ud at køre igen. Det har været en kæmpeindsats fra alle, men vi når i mål, slår Martin Jensen fast.

Erik Bertilsson og BESA Motorsport var blandt de første, som fik fundet en bil efter Grand Prix Danmark, og efter lynhurtigt arbejde fra Insight Racing kom et rullende chassis med sikkerhedsbur til Göteborg:

- Det går godt med bilen. Vi begyndte for godt to uger siden, hvor vi fik tømt og renset bilen rigtig hurtigt. Linus Holgersson gav et nap med, og vi fik forberedt bilen til at Martin og Insight kunne montere buret nede i Danmark. Den kom tilbage med bur og elsystem monteret fra Insight, og her i sidste weekend samlede vi næsten hele bilen og fik startet den op. Nu mangler vi i gåseøjne kun småting - så vi regner med at køre finale, forklarer Erik Bertilsson.

En anden, der måtte begynde forfra, er Eric Nilsson. Det hårdt prøvede svenske team var også hurtigt ude af starthullerne, og fik hentet en frisk bil ind.

Lidt billigere slap Mads Frederiksen og MF Racing. I det østjyske er arbejdet i fuld gang. Her håbede man lørdag aften ved Grand Prix Danmark, at en nogenlunde kørende bil kunne komme til start, men teamet måtte kaste håndklædet i ringen i løbet af natten. Også her er der gang i den helt store genopbygning, hvor bilen er i opretterbænk. Men MF Racing slap trods alt for at skulle købe en helt ny bil ind.

Hvad med mesterskabskampen?

Også mesterskabets førende, Thomas Faraas kommer til finalen. Nordmanden fik den hårdeste medfart af alle i megauheldet, men blev udskrevet efter et tjek på hospitalet. Bilen stod dog ikke til at redde, men TF Motorsport har lejet sig til en racer, som Thomas Faraas kører i finalen, mens holdkammeraten Knut Eirik Knudsen også kommer til start. Knudsens racer fik en hård medfart ved den svenske afdeling på Falkenberg, og Knudsen kørte i en helt anden bil, da han blev en del af massesammenstødet på Jyllandsringen.

Førstnævnte racer er TF Motorsport i gang med at gøre finaleklar, og derfor bliver der dobbelt deltagelse fra det mesterskabsførende team.

Insight Racing


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 08/09/19 - Jyllandsringen - DS3 Cup
  • 06/10/19 - Jyllandsringen - DS3 Cup
  •