Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
16/07/19 

Sort weekend for Kevin Magnussen og Haas.
Succes for Christian Rasmussen, Frederik Vesti , Frederik Schandorff m.fl.

 

Siden sidst

Sort weekend for Kevin
Det britiske Grand Prix blev en sort weekend for Kevin Magnussen. Allerede på første omgang var der nærkontakt med holdkammerat hos Haas F1 Team Romain Grosjean, og Kevin måtte udgå kort efter.
Løbet blev en ny triumf for den regerende verdensmester Lewis Hamilton, det vandt sit hjemlands Grand Prix for sjette gang.

Heller ikke Mikkel O. Pedersen havde held i Porsche Super Cup, hvor han dog sluttede på en syvendeplads efter at være startet firer. I den samlede stilling er han på en delt fjerdeplads.


Christian Rasmussen
(Foto: Christian Rasmussen Racing)

Til gengæld havde flere andre af DASUs unge talenter stor succes.

I forprogrammet på Silverstone lykkedes det for første gang i tre løb Christian Lundgaard at score points til FIA International F3 Championship, og er nu på en samlet syvendeplads efter halvdelen af sæsonen er kørt.

I det berømte gadeløb i Toronto havde Christian Rasmussen en fremragende weekend. Pole-position i første løb blev konverteret til en andenplads lørdag, og søndag blev endnu bedre. Her vandt den nybagte student fra Dragør sit første løb i US F2000-serien.

For kun en uge siden havde Frederik Vesti den perfekte weekend på Hungaroring med tre sejre af tre mulige i FIA Regional F3 Championship. Den forgange weekend var sydjyden meget tæt på at gentage bedriften, men efter sejre i rundens to første løb på Red Bull Ring måtte Frederik ”nøjes” med tredjepladsen i søndagens sidste løb.

På samme bane vandt Frederik Schandorff sammen med sin finske holdkammerat sin klasse i det første af weekendens to løb for i løbsserien GT Open (Pro/Am), og hentede en femteplads i det andet.

Derimod havde hverken Nikolaj Kjærgaard (Euroformula) eller Oliver Rasmussen (Italian F4) nogen god weekend i Østrig.

Danske karttalenter i Kerpen
Tredje runde af det åbne tyske mesterskab i karting havde deltagelse af en lille snes danskere. Bedst gik det i OK Junior for Emil Tanggard med en femte- og syvendeplads i de to finaler. I OK sikrede Sebastian Øgaard sig to top-10 pladser i finalerne, mens Valdemar Risom kom i mål som P9 i gearklassen DSKC.


Christian Lundgaard under løbsweekenden på Silverstone
(Foto: Jan Kaiser)

 

Det sker

Danskere i Barcelona
Circuit de Barcelona-Catalunya i Spanien lægger lørdag asfalt til fjerde runde af løbsserierne European Le Mans Series (ELMS) og Le Mans Cup. Hele elleve danskere er til start; ni af dem i ELMS.
I LMP2 er det rent danske hold High Class Racing med Anders Fjordbach/Dennis Andersen til start, mens Christian Olsen, Martin Vedel og Mikkel Jensen er klar i LMP3. Sidstnævnte fører serien sammen med sin tyske makker Jens Petersen.
I GTE-klassen er Nicklas Nielsen, Michelle Gatting og David Heinemer Hansson til start. Nicklas er sammen med holdkammeraterne på andenpladsen inden løbet, mens DHH sæsondebuterer i mesterskabet.
Sideløbene med ELMS afvikles en runde af Michelin Le Mans Cup. Efter den dobbelte triumf på Le Mans er Mikkel Mac og franske Lavergne alene i spidsen af mesterskabet for GT-biler. I LMP3 er der comeback til Johan Jokinen for danske KEO Racing, mens Christian Olsen også er til start her.
Følg med på www.lemanscup.com og www.europeanlemansseries.com

Jan og Christina på Lime Rock
På den lille, men teknisk krævende, Lime Rock Park i Connecticut er Jan Magnussen og Christina Nielsen til start for deres sædvanlige hold; Corvette og Acura.
Se mere og følg det via www.imsa.com

Linnemann i Letland
Ulrik Linnemann er med når fjerde runde af RallyX Nordic køres den kommende weekend på Bikernieki-banen udenfor Riga i Letland.
Ulrik er inden løbet på en samlet femteplads.
Læs mere og følg det på www.rallyx.se

British GT på Spa-Francorchamps
Det britiske GT-mesterskab tager den kommende weekend en tur til kontinentet; nærmere betegnet Spa-Francorchamps i Belgien.
Fem danskere er til start. I GT3 er det Marco Sørensen, Nicki Thiim og Dennis Lind, mens Patrik Matthiesen og Jacob Matthiassen er til start i GT4.
Mere info på www.britishgt.com, hvor du også kan følge løbet.

EM-karting i Le Mans
Fjerde og sidste afdeling af EM for klasserne OK og OK junior afvikles den kommende weekend på kartbanen i Le Mans. Syv danskere er til start.
Følg med live på www.cikfia.com