Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

En stjerne fødes

Formel 1 
25/03/12 

Overraskende sejr til Alonso - og Perez fik sit gennembrud
Regnvejr, afbrydelser, overhalinger og overraskelser; det var indholdet af Det Malaysiske Grand Prix på Sepang. Fernando Alonso vandt, overraskende, men hårdt presset af Sergio Perez, der med sin 2. plads fik sit gennembrud og hentede Saubers bedste placering i Formel 1. Langt, men godt løb, og sæsonen tegner rigtig spændende.
 

Da starten gik, i den lette malaysiske regn, var det ellers manden på pole, Lewis Hamilton, der kom bedst afsted, tæt fulgt af holdkammerat Button - og det hele lignede endnu en dag med McLaren dominans, og konturerene til en meget lang og meget sølvfarvet sæson tegnede sig, men fortegnede sig igen ret hurtigt.

Michael Schumacher startede på en 3. plads og i dag var den dag hvor Mercedes gerne skulle omsætte gode træningsresultater til faktiske resultater. Det skete dog ikke - og allerede på vej mod første sving var veteranen blevet passeret af to Red Bulls og Grosjeans Lotus. Franskmanden lavede en fantastisk start, men havde igen en kort weekend. Tidligt i løbet ramlede han sammen med Schumacher og de endte begge i den tunge ende af feltet, senere sejlede han af i en af de mange søer der var på banen, ret tæt på at løbet blev sat på stand-by, først med SC senere med rødt flag.

Schumacher overlevede bedre, og holdt bilen på ret kurs og kørte rundt på sekundære placeringer, men var heldig med at arve en 10. plads da Maldonado igen måtte udgå mod slutningen af et løb. Og dermed fik Mercedes deres første point i 2012. Rosbergs løb var heller ikke noget værd at samle på og han endte på en 13. plads. Så om Mercedes virkelig har noget at byde på i løbene, er stadig uafklaret.

I front så det som sagt ud til at det skulle blive noget med McLaren. Men overraskelsen hed Perez. Mens alle andre havde startet løbet på intermediate dæk, havde mexicaneren valgt rigtig regnvejrsdæk. Det betød at han ligeså stille trillede op gennem feltet, mens de andre skiftede dæk, og da løbet blev pauset, var han på en 2. plads efter Hamilton.

Button faldt fra kort efter løbet var blevet genstartet. Han skiftede ellers dæk på det rigtige tidspunkt, men så mødte han en HRT, med Karthikeyan ved roret. Og den skulle ikke give plads, for den var faktisk foran McLaren raceren. Om det var det faktum Button overså, da han så en HRT foran sig, vides ikke, men i al fald ramlede de lidt sammen og Button måtte i pit igen, han var ellers kommet foran Hamilton ved pitstoppet.


De tunge skyer trak ind over Sepang kort før start
(Foto: Caterham F1 Team)

Hamilton havde på sin side ikke meget held ved pitstoppene i dag. Da han endelig fik slicks på hjulene, måtte han i pit igen den følgende omgang, fordi de havde glemt at justere på kølingen til bremserne...

Alonso fik det optimale ud af regn og SC og så videre og hentede en flok placeringer ved pitstop, og kom ud på 2. pladsen lige bag Perez i Sauber! Det holdt ikke længe - det kan godt være Perez er på vej til Ferrari, men at holde Alonso bag sig, i regnvejr, er ikke nogen nem opgave. Og desuden var der stadig ingen der for alvor regnede med Sauber og Perez - at de havde fået det optimale ud af situationen er sådan noget de kan finde ud af hos Sauber. Men tilgengæld er de sjældent hurtige nok til at kæmpe mod, når de "store" kommer bagfra. Så på det tidspunkt lignede det forventede scenarie at Perez ville flyde nedad i feltet, mens Hamilton hurtigt ville komme forbi og tage kampen op mod Alonso.

Men det var ikke det, der skete. I stedet blev Hamilton kørt agterud af Perez - og da banen tørrede og de skiftede til slicks trykkede den unge mexicaner på speederen og satte efter Alonso og pillede sekund efter sekund af hans forspring. Sejren virkede endda inden for rækkevidde, hvis han altså kunne finde en vej rundt om en Ferrari.

Men det kunne han ikke, selvom han kun var et halvt sekund efter Alonso blev det aldrig til et rigtigt forsøg. I stedet blev det til en uprovokeret kørerfejl, der åbnede afstanden op igen til fem sekunder. Og selvom Perez igen halede ind på Alonso var det for sent at gøre noget ved det. Men det er ikke det væsentlige, det væsentlige er den fart Perez havde, og hvor veldisponeret han kørte. Han truede Alonso i hvad der på papiret er en svagere bil, mens Massa i den anden Ferrari mest var i fokus når han blev overhalet Toro Rosso racere i kampen om 15. pladsen...

Hamilton kom hjem på en 3. plads og er nu foran både Button og Vettel i VM kampen - mens Alonso jo godt nok fører. Vettel fik punkteret sit baghjul da han lå på en 4. plads. Han røg uden for pointene, mens Webber overtog 4. pladsen - og dermed fik vi det første løb i umindelige tider, uden en Red Bull på podiet. På 5. pladsen kom en velkørende Kimi Raikkonen i Lotus, mens Bruno Senna i Williams var dagens anden overraskelse. Han kan åbenbart godt lide en let fugtig bane, den dreng.

Paul di Resta og Nico Hülkenberg sikrede Force India en god eftermiddag med placering som hhv. nr. 7 og nr. 9. Imellem dem var en ganske imponerende Jean-Eric Vegne i Toro Rosso, der tidligere i den grad havde sat Massa på plads i en lille duel de to havde. Det sidste point gik som sagt til Schumacher.

Et spændende løb, med en Alonso der fortjent fik en hårdt tilkæmpet sejr - og et løb hvor der faktisk var kamp om 1. pladsen, i al fald indtil Perez slog sig selv lidt ud. Efter to løb har ni af de 12 teams scoret point. Det hele tegner til en lovende og spændende - og ikke mindst jævnbyrdig sæson, hvor dagsformen i den grad kan komme til at spille ind.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Sepang
  • 25/03/12 - Sepang - Formel 1
  • Sepang - resultat
  •