Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Grand Am GT Class

Allan Simonsen med i Daytona 24 timers løbet

Grand Am
GT Class 

21/11/10 

Veteranen udi sportsvognsracing og prototyper, Tony Dowe, har til 2011 udgaven af det berømte 24 timers Daytona løb igen fået samlet en rigtig god konstellation.
Aten Motorsports som teamnavnet bliver på Daytona, skal køre med en Ferrari 430 GT og kørersammensætningen kommer til at bestå af Allan Simonsen, Rob Bell og Dominik Farnbacher, som alle har kørt sammen i efterhånden mange løb.
 

Hovedpersonen i Aten Motorsports må uden tvivl være Tony Dowe. Næsten alt hvad den mand har rørt ved, har ført til succes. Nu skal forsøget gøres med at få Ferrari tilbage til øverste trin på podiet. Første sejr for Ferrari på Daytona i 24 timers løbet var i 1967 hvor Lorenzo Bandini og Chris Amon vandt løbet i en Ferrari 330 P4. Seneste sejr var i 1998 hvor Mauro Baldi, Arie Luyendyk, Gianpiero Moretti og Didier Theys vandt i 333SP.

Tony Dowes rekordliste er utrolig lang. Han startede i England som mekaniker hos Ensign, Brabham og Wolf teamene. I 1980 tog han til USA til CanAm serien hvor han blev chefmekaniker for Patrick Tambay hos Carl Haas's team.

Efter et år hos Jim Halls Chaparral team kom han i 1982 til Newman-Haas teamet i Indy Car Series som teamchef. Den første titel til dette team kom i 1984. Han blev i 1987 'lokket' til at tage sig af Tom Walkinshaws Jaguar team, eller i hvert fald USA delen af det.
Det gav 3 sejre på Daytona, en af dem var i 1988 med blandt andet John Nielsen i bilen, det blev til ialt 16 sejre i IMSA GTP serien, og i 1990 var han en af hovedmændene bag Jaguars Le Mans sejr, hvor John Nielsen også var en af kørerne.

Efter Tom Walkinshaws ikke helt vellykkede engagement i Formel 1 med Ligier og Arrows eventyret, returnerede Tony Dowe til USA hvor han inden for få år rundede de tre Atlanta baserede teams - Panoz, Dick Barbour and Tafel Racing. I 2003 stod han i spidsen for Team Seattles to biler som vandt én 1-2 sejr i deres klasse på Daytona.


Allan Simonsen i Tafel Racing bilen ved 12-timers løbet på Sebring i 2008.
(Foto: Motorsporten.dk)

Nu bliver det Aten Motorsports med de tre førnævnte kørere der skal prøve at sikre sig en klassesejr i det berømte 24 timers løb. Tony Dowe sammenligner de tre kørere med det han mener har været det hidtil bedste kører-lineup han har haft til rådighed på Daytona. Den konstellation bestod af David Brabham, Scott Pruett, Davy Jones og Scott Goodyear som i 1992 vandt GTP klassen på Daytona. Tony Dowe mener at den nye konstellation på rigtigt mange områder uden problemer kan sammenlignes med den gamle.

Alle tre kørere er glade for at være tilbage hos Tony Dowe. Han har tidligere haft dem som kørere. Det var i Tafel Racing dagene for ganske få år siden. Det bliver dog ikke nogen nem omgang i årets Daytona 24 timers løb. Man skal blandt andet kæmpe mod 2010 mesterskabsvinderen Mazda RX8 samt flere vanskelige konkurrenter i form af Porsche, BMW, Chevrolet Camaro og Corvette samt en eller to nye Lamborghinier.

Teamets testsprogram er i fuld gang allerede nu og forsætter hen over vinteren indtil løbet køres i dagene 29. og 30. januar.

Dons


Læs mere om:
  • Allan Simonsen
  • Dominik Farnbacher
  • Robert Bell
  • Aten Motorsports
  • Daytona
  • 28/01/11 - Daytona - Grand Am
  •