Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Sikker sejr til Vettel

Formel 1 
04/04/10 

Ingen kamp om sejren i Malaysia
Årets Grand Prix på Sepang i Malaysia blev afgjort allerede et par sekunder inde i løbet, da Sebastian Vettel skød frem fra en startplacering som nr. 3 og smuttede forbi både Rosberg og Webber og kom først igennem første sving. Og den første plads veg han ikke fra i de følgende 56 omgange. Heller ikke blandt Webber og Rosberg skete der ret mange forskydninger - og når nu top 3 havde tænkt sig at være kedelige, var det da godt at andre ville lave spændende racerløb.
 

En af tingene man tænkte meget over inden starten på dagens løb, var hvordan vejret ville udvikle sig. Som det endte ændrede det sig ikke. Hele tiden igennem var der overskyet, men ikke nogen nærliggende trussel om regn.

Den dårligste dag havde de nok hos Sauber teamet. Pedro de la Rosa udgik kom ikke engang til start og Kobayashi holdt kun få omgange, inden bilen ikke gad mere.

Timo Glock forsvandt endnu tidligere i løbet efter en snurretur, hvor han også ramte en Lotus. Andre udgåede var Liuzzi i Force India og Michael Schumacher i Mercedes. Schumacher havde ellers hentet to placeringer i starten, dels ved at komme forbi en konkurrent, dels ved at Barrichello simpelthen kom i gang femten sekunder senere end resten af feltet. Og dermed var løbet ødelagt for brasilianeren, der sluttede som nr. 12.

Underholdningen stod McLaren og Ferrari for. Begge teams startede nede bagved efter et kiks i kvalifikationen og kunne så pænt følges ad op gennem feltet. Det blev til mere end en spændende intern duel mellem dem. Værd at bemærke er, at der tilsyneladende ikke var nogen af bilerne der havde en fordel fremfor den anden - de to teams matchede hinanden ret godt.

Den eneste der stak lidt ud var Lewis Hamilton der ikke gad følges med de andre. Det betød tilgengæld at han havde en længere duel med en uimponeret Petrov - der sagtens kunne følge med den tidligere mester og bestemt ikke var bange for at gå i flæsket på ham. Det medførte at man kunne se Hamilton zigzagge sig ned ad langsiden - ikke et kønt syn...

Mod slutningen var det også tydeligt at Massa og Alonso var hurtigere end Button - og Massa kom da også forbi. Det gjorde Alonso ikke, selvom han prøvede et par gange. Det sidste forsøg på overhaling endte dog med hvid røg fra Alonsos Ferrari - og dermed måtte den spanske kører forlade løbet uden point.

Status på McLaren og Ferrari blev at Hamilton var 6'er, Massa blev nr. 7, mens Button tog 8. pladsen. Imellem Hamilton og podiet finder vi Robert Kubica der med en 4. plads fik endnu en god placering i sin Renault og Adrian Sutil i Force India, der understreger at den bil faktisk er blevet ret god og i al fald en konstant faktor i kampen om point.

De sidste to pointgivende placeringer gik til Alguersuari i Toro Rosso og Nico Hülkenberg i Williams. For begges vedkommende var det deres første point.

I VM stillingen betyder det at Felipe Massa overtager 1. pladsen med 39 point mod Vettel og Alonsos 37 point. Det er godt nok meget meget meget længe siden at man har haft en i spidsen for VM som endnu ikke har vundet en sejr. Måske skal vi tilbage til Lauda der førte VM efter to løb i 1983!

Ligeså spændende som Australien var løbet ikke, men bestemt heller ikke søvndyssende på niveau med Bahrain. Der var ikke meget spænding i front, men gode dueller om sekundære placeringer. Det lover godt for hvad der kan ske hvis Red Bull, Mercedes, Ferrari og McLaren alle er med i front og ikke laver problemer for dem selv ved at kikse i kvalifikationen.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Sepang
  • 04/04/10 - Sepang - Formel 1
  •