Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

International Formel Ford

Fluid kontrakt til Marco

Int. FF 
14/02/08 

Nordjysk Formel Ford-talent bliver testkører i England
Det var næsten 100 pct. fasttømret for 2008-sæsonen, at teenageren og banesports-talentet: Marco L. Sørensen fra Motorsport Nordjylland (MNJ) skulle køre med i den nystartede - VW-baserede - ADAC Formel Masters i Tyskland.
 

Baggrunden herfra var en vellykket test-udvælgelse på eks-Formel 1-banen: Estoril i Portugal, hvor MNJ’eren prøvede kræfter med en Formel Renault-racer. Her blev Marco L. Sørensen tredjebedst og hurtigste chauffør blandt de kørere, som ikke tidligere havde kørt en vingebaseret single seater.

Nordjyden forklarer om et spændende karriereskift:
- For inden havde jeg pænt takket NEJ til 2008-fortsættelse i Formel Ford, hvor jeg i al beskedenhed blev DM-bronzevinder i 2007. Tilbuddet kom fra engelske Fluid Motorsport Development (FMD), og gjaldt en indsats i det britiske mesterskab 2008. Vi havde fået gode relationer til FMD efter deltagelse i det uofficielle VM på legendariske Brands Hatch, hvor jeg kørte for teamet og fik demonstreret mine analytiske evner omkring optimal opsætning af undervognen. Slutresultatet blev en slutplacering i TOP TI efter et intenst justerings-arbejde.


MNJ’eren Marco L. Sørensen har fundet sig godt til rette på sin nye ”arbejdsplads”.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Den engelske Formel Ford-fabrik: Van Diemen er blandt de førende udviklere af raceren, som i 2007 fejrede sit 40 års jubilæum. I mellemtiden havde FMD tegnet kontrakt om at blive officielt fabriksteam for Van Diemen, og derfor manglede teamchefen: Lindsay Allen en testkører til udvikling af fabrikkens 2008-version. Derfor vendte FMD tilbage med en favorabel kontrakt, som Marco Racing tog imod med kyshænder:

- Ud over testarbejdet får jeg en fuld 2008-sæson i det engelske Formel Ford-mesterskab, forklarer Marco L. Sørensen. - FMD har desuden et Formel 3-team, hvorfor jeg er blevet lovet nogle testdage i denne racer. Vi vurderer derfor, at jeg kan få en masse kørertræning i England på mange forskellige topbaner, og med et godt resultat i Formel Ford-mesterskabet er der åbnet muligheder for avancement til nye og større udfordringer i single seater-familien.


Teamchef for Fluid Motorsport Development: Lindsay Allen (t.v.) er godt tilfreds med Marco L. Sørensen foreløbige præstationer som testkører.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Marco er allerede faldet godt til i vores racingteam, supplerer Lindsay Allen. - Meget tyder på, at britisk og nordjysk humor går godt virkelig godt i spænd. Han fremviser samtidig en beundringsværdig ydmyghed over for de kommende opgaver i 2008, men er alligevel virkelig skarp, når han kommer ned i siddebrønden.

Marco L. Sørensen har allerede været i arbejdstøjet med tests på FMD’s hjemmebane: Snetterton. Her scorede MNJ’eren nogle omgangstider, som var 2 tiendedele hurtigere end kvalifikationstiden ved 2007-mesterskabsafdelingen på banen.

Testarbejdet fortsatte med den første shake down-test med 2008-modellen af Van Diemen-raceren på Brands Hatch. Her blev der lavet sammenlignende BACK TO BACK-vurdering af de konstruktive forbedringer med 2007’eren som reference.


Der venter nogle spændende dyster for ude for Marco L. Sørensen i det britiske Formel Ford-mesterskab.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Brands Hatch er mekkaet for Formel Ford, konstaterer Marco L. Sørensen. - Her startede æraen i 1967 for single seateren, som nu er godt i gang med sin 3. generation. Med 2008-modellen kørte jeg på omgangstider, som var 1 tiendedel hurtigere end ved det uofficielle VM sidste år. Med lidt ekstra finpudsning venter der en spændende sæson for ude!


Marco L. Sørensen er I fuld gang med at teste på de engelske motorbaner, som skal anvendes i det britiske mesterskab.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I 2008 får Marco L. Sørensen oplevelsen af at være englænder på deltid, og er derfor blevet taget under ældre ægtepars med tilknytning til FMD:

- De er virkelig fantastiske og sørger for mig på alle måder, afslutter Marco L. Sørensen. - De holder mig lidt i ørerne og sørger for, at jeg får den rigtige kost og tilstrækkelig søvn, så jeg er oppe på dupperne, når det virkelig gælder.

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • Marco L. Sørensen
  • Fluid Motorsport
  •