Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DTM

Kikset pitstop kostede Tom K alle chancer

DTM 
16/07/07 

DTM- i kaotisk DTM-race
Tom Kristensen måtte se alle chancer for et topresultat forsvinde i søndagens DTM-afdeling på Mugello, da hans mekanikere kiksede et vitalt pitstop. Danskeren var som den sidste i førerfeltet kørt ind til det første af sine to obligatoriske stop, hvorfor han faktisk var på førstepladsen, da et forhjul ikke blev sat ordentligt på.
 

Kristensen var på vej ud på banen igen, da han registrerede fejlen og fik bremset lynsnart. Bilen blev hejst op på ny, hjulet kom på plads, men fejlen kostede så mange sekunder, at løbet herefter var kørt.


Tom Kristensen førte kortvarigt DTM-løbet på Mugello, men mistede det hele i et kikset pitstop.
(Foto: Audi)

Kikset var blot et af mange hos Audi, der efter total dominans i kvalifikationen smed alt over bord og heller ikke havde heldet undervejs. I starten gav Kristensen fra sin position som nummer to plads til holdkammeraten Martin Tomczyk, der lå bedre i mesterskabet, og sammen med polesetter Mattias Ekström strøg de tre fra resten af feltet.

Længere nede i rækkerne begyndte de andre Audi-kørere så at solde festen op. Timo Scheider rutschede fra fjerdepladsen ud i gruset, og de unge løver Alexander Prémat og Mike Rockenfeller signerede hinanden så meget ved udkørslen fra første pitstop, at de begge blev idømt en drive through-straf. Pludselig var de ellers så slagne Mercedes-konkurrenter alligevel med fremme i pointene.

Herpå fulgte Kristensens kiksede pitstop, der sendte ham ned på en 12.-plads, hvorefter Mercedes-køreren Alexandros Margaritis ramte dækbarrieren med høj fart og forårsagede Safety Car. Herfra begyndte det først for alvor at gå skævt for de totalt dominerende Audi’er.

Mercedes-køreren Mika Hakkinen havde nemlig som den eneste allerede overstået sit andet pitstop og kunne derfor overtage føringen, da resten af feltet under Safety Car-perioden gik i pit. Her lykkedes det for Audi-mekanikerne også at ødelægge alt for Martin Tomczyk, da de ikke i tide fik frigjort den tank-cylinder, der bliver brugt til at supplere med ekstra benzin. Tomzyk kom nu ud efter Tom Kristensen, der denne gang havde fået så god pit-service, at han kom ud som nummer ni.

”Jeg måtte altså atter give plads til Tomczyk, da løbet blev givet frit igen. Desværre satsede den unge tysker under overhalingen så meget, at han spandt rundt i det efterfølgende sving, og jeg nåede kun med nød og næppe at gå venstre om ham. Bag mig gik de andre i stedet højre om, og så endte de i et ordentligt harmonikasammenstød, da Tomczyks bil snurrede rundt foran dem. Manøvren betød, at jeg atter tabte meget tid, og jeg kunne ikke finde grebet i mine dæk til at hente afgørende ind på førerfeltet. Jeg nåede dog at komme i pointene, mens Hakkinen kunne holde føringen hjem, selv om Ekström var markant hurtigere. Det er næsten umuligt at overhale på Mugello, og for Mattias var det vigtigt at få de sikre point fra andenpladsen, så han kunne overtage føringen i mesterskabet. Ret beset var det dagens eneste lyspunkt for os. Vi havde alt proppet ned i sækken, men snoren var ikke lang nok til, at vi fik den bundet i tide,” sagde Tom Kristensen efter løbet.

Audis dominans kunne aflæses på omgangstiderne, hvor Martin Tomczyk var over et sekund hurtigere end Mika Hakkinens bedste tid. Det er lysår i DTM, men på dagen var det bare ikke nok. Nu håber Tom Kristensen og Audi på bedre held om to uger på Zandvoort-banen i Holland, hvor danskeren vandt sidste år.

Resultat af 6. afd. af DTM på Mugello, Italien:
1: Mika Hakkinen, Mercedes 33 omg.
2: Mattias Ekström, Audi +0,371 sek.
3: Paul di Resta, Mercedes +3,798 sek.
8: Tom Kristensen, Audi +12,251 sek.

Samlet stilling efter seks afdelinger:
1: Mattias Ekström, Audi 32 p.
2: Bernd Schneider, Mercedes 25,5 p.
3: Bruno Spengler, Mercedes 22 p.
4: Paul di Resta, Mercedes 22 p.
5: Mika Hakkinen, Mercedes 20 p.

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Tom Kristensen
  • Mugello
  • 15/07/07 - Mugello - DTM
  •