Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Grand Am

Daytona 24 Timer – opsummering efter 24 timer

Grand Am 
28/01/07 

Nærved og næsten må være mottoet for dette års Daytona 24 Timer for Jan Magnussen og SunTrust Racing.
 

I løbet af de sidste 6 timer siden sidste opdatering lykkedes det for Jan Magnussen og hans medkørere at bringe deres bil op på tredjepladsen og på omgangshøjde med den førende Ganassi bil kørt af Juan Pablo Montoya. På andenpladsen var Patrick Carpentier i CITGO Pontiac Riley.


(Foto: GrandAm.com)

Med en time tilbage går Patrick Carpentier i pit til sidste stop, ca. 10 sekunder bag Ganassi bilen. Fem minutter senere er det Max Angelellis tur til at køre i pit for sidste gang og Jan Magnussen sætter sig i bilen. Da han kommer på banen igen er han stadig foran CITGO Pontiac Rileyen og dermed på den samlede andenplads, men ca. 1:20 efter den førende Montoya. Ganassi bilen har hele løbet igennem været lidt mere økonomisk end de konkurrerende Riley-biler så spekulationerne går på om de kan nøjes med en hurtig splash&dash i stedet for et fuldt pitstop – og ikke mindst hvor længe de kan trække deres sidste stop.

Spekulationen bliver dog bragt til ende da Montoya pitter 5 minutter efter SunTrust, og da Scott Pruett kommer på banen igen, er han 20 sekunder foran de to forfølgere – og han har beholdt det forspring ved at beholde de gamle dæk på.

Der er dermed dømt ræs til linien da alle tre er på banen igen med 50 minutter igen. I de næste 20 minutter henter Jan Magnussen langsomt ind på den førende bil og det tegner til en uhyggeligt tæt afslutning, men det falder desværre til jorden da Jans bremser svigter i første sving, og han må først en tur af banen for at holde bilen, og derefter en tur i pit for at få luftet bremserne ud så han kan fortsætte. Det koster alt i alt 2 omgange, og dermed er sejrschancerne realistisk set forduftet medmindre de to førende også får problemer.

Dette sker ikke og løbet slutter med TELMEX/Target Chip Ganassi som vinder med Juan Pablo Montoya, Scott Pruett og Salvador Duran med 668 omgange, 1:14.7 foran CITGO med Milka Duno, Patrick Carpentier, Darren Manning og Ryan Dalziel. På tredjepladsen altså SunTrust Racing med Jan Magnussen, Wayne Taylor, Max Angelelli og Jeff Gordon 2 omgange bagude.


(Foto: GrandAm.com)

I GT Klassen er det gået rimeligt for Lars Erik Nielsen og Tafel Racing siden sidst– de slutter på en samlet sjette plads i klassen, 7 omgange efter den vindende Alegra Porsche. Det var en lang sej kamp for Lars Erik, der midt på natten blev sat langt tilbage pga. skærmydsler med andre biler på banen, hvilket kostede dem kostbar tid i pitten til reparationer.

Klassen vindes som sagt af Alegra Motorsports/ Fiorano Racing Porsche med Carlos de Quesada, Jean-Francois Dumoulin, Scooter Gabel og Marc Basseng med 626 omgange. På andenpladsen slutter Banner Racing Pontiac GXP.R med Paul Edwards, Andy Pilgrim, Kelly Collins og Johnny O'Connell, 7.07 sekunder efter. Faktisk lidt af en overraselse, idet Pontiac GXP.R er en helt ny bil som blot kører sit første løb.

Tredjepladsen indtages af The Racers Group Porsche med Jim Lowe, Jim Pace, Johannes van Overbeek og Ralf Kelleners en omgang efter. Fjerdepladsen gik til SpeedSource Mazda RX8 med David Haskell, Sylvain Tremblay, Nick Ham og Randy Pobst to omgange efter.

Kun 0.7 sekund efter kommer den anden Banner Racing Pontiac GXP.R med Leighton Reese, Tim Lewis, Johnny O'Connell og Paul Edwards.


(Foto: GrandAm.com)

Dermed har Juan Pablo Montoya vundet sit første Daytona 24 timer, og vi fik en respektværdig tredje plads til Jan Magnussen, samt en hårdt tilkæmpet sjette plads i GT klassen til Lars Erik Nielsen.

Alt i alt en god indsats af danskerne, som viste at de hører med helt fremme blandt favoritterne, men de blev desværre ramt af lidt for meget uheld.

Jesper Thomsen

Læs også:
Daytona 24 Timer – opsummering efter 18 timer
Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Lars Erik Nielsen
  • Daytona
  • 28/01/07 - Daytona - Grand Am
  •