Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Le Mans

Fantastisk sæson for Tom K

Le Mans 
26/11/06 

Le MansSelv om Tom Kristensen hverken vandt Le Mans eller DTM i denne sæson, mener han selv, at han har kørt noget af det bedste i karrieren. Men hvorfor har han endnu ikke skrevet under for Audi, har han stadig ambitioner, og fortsætter sønnen Oliver i hans fodspor?
 

Her svarer Tom K på en række af de spørgsmål, der er blevet stillet ham via hans egen hjemmeside.

Hvordan vil du betegne din sæson?
Absolut glimrende. Jeg har været i god form og kørt noget af det bedste i hele min karriere. Sejren i 12-timers-løbet på Sebring med den nye Audi R10 var en fantastisk start på sæsonen, selv om medierne mente, der var tale om en walk-over. Det må være fordi, de ikke aner, hvor meget det kræver at udvikle en helt ny teknologi som diesel, og hvor svært det er at få en bil frelst gennem 12 timer med tre defekte cylindre! DTM-sæsonen var forrygende, og med lidt mere held i sprøjten var jeg blevet mester, selv om Mercedes vist åbenlyst for de fleste havde en bedre fungerende bil.

Hvad betød det for dig at vinde Nations Cup og være bedste banekører i Race of Champions i kamp med navne som David Coulthard, Sébastien Bourdais, Jeff Gordon og Heikki Kovalainen?
RoC er mega-sjovt. Naturligvis giver vi os på banen, alt hvad vi kan. Vi har det meget afslappet, også med resultaterne, da det absolut er et ”after the season show”-løb. Derfor er de individuelle forberedelser meget forskellige, men ingen af os ønsker at tabe. Alle kørere er vanvittigt dygtige, så jeg fik nogle gode skalpe til julehilsener!

Hvordan var overgangen fra Audi R8 til Audi R10, og hvilken af de to biler er den bedste?
De er meget forskellige. R8 er fortid, men var en fantastisk bil. Det nye reglement på Le Mans inviterer til nytænkning, så derfor er R10 den rigtige løsning lige nu. Den er mere racerbil end R8 var til sidst - den blev så skammeligt stækket af reglementet de senere år, men der er stadig meget udviklingspotentiale i at tøjle de mange dieselheste i R10.

Når nu reglementet i DTM er låst fast i forhold til 2005- og 2006-sæsonerne, hvor Mercedes var dominerende, kan I hos Audi så regne med overhovedet at slå Mercedes i 2007?
Ja, for vi så i 2006, at der er baner, hvor vi er stærke. Så vi kan starte med at køre bedre, lægge den optimale strategi og så håbe, vores ingeniører er bedre i vinterpausen til at finde et par tiendedele sekunder, end konkurrenterne hos Mercedes er. Vi havde nogle uheldige skavanker med ophængene i sæsonen, og de kostede desværre vitale point. Men mon ikke, ledelsen har præciseret, at det ikke må ske igen i 2007?

Var det skuffende kun at blive nummer tre på Le Mans?
Både og. Vi startede fra pole og viste, vi havde den hurtigste besætning. Til gengæld var der ikke så meget at gøre, da først uheldene begyndte at hagle ned over os. På den baggrund var det meget tilfredsstillende at ende på podiet alligevel. Jeg har taget det med fra årets løb, at alle kan se, man ikke bare kan vinde Le Mans pr. automatik. Samtidig er jeg stolt over at have sat den nye banerekord, det tæller med i en god sæson.

Hvor mange år regner du med at køre endnu på topplan (DTM og Le Mans), og stopper du til sin tid endeligt, eller kan du finde på at trappe ned i DTC?
Jeg ved, det lyder kliché-agtigt, men jeg føler mig stadig ung, fysisk stærk og fyldt med ambitioner. Jeg bliver hængende lidt endnu!

Hvilke danske talenter synes du er de mest lovende?
Der er flere, men uden at støde nogen, vil jeg i ungdomsrækkerne godt nævne Nicolaj Bøllingtoft, Michael Christensen og Kevin Magnussen.

Ifølge udenlandske medier forsøger Peugeot at hamstre Audi-kørere til deres Le Mans-projekt for at drage fordel af deres kendskab til dieselteknologien og opsætningen af en dieselbil. Er der noget om snakken, og er du selv blevet kontaktet af Peugeot?
Ja, der har været god kontakt på et tidligt tidspunkt, blandt andet under Monacos Formel 1 Grand Prix. Jeg har stor respekt for Peugeots satsning, men er meget glad for at arbejde for Audi AG.

Bliver du årets kører i Danmark 2006? Hvem vil du pege på ud over dig selv?
Det første kan jeg ikke udtale mig om, da kåringen først finder sted sidst i november. Nationalt vil jeg pege på Casper Elgaard, der har haft en god sæson i DTC og scoret et flot hattrick. Jan Magnussen har til gengæld haft en god sæson på internationalt plan med sejre på Sebring og Le Mans samt en næsten lige så god sæson i DTC.

Når din karriere er slut, bliver du så i sporten?
Det kan jeg nemt forestille mig, jeg har i hvert fald en del erfaring at kunne give videre ...

Jeg har tidligere set oversigter i B.T., hvor du ikke var blandt de ti bedst lønnede sportsfolk i Danmark. Er det rigtigt vurderet. Hvad tjener du på årsbasis?
Det er meget sjældent, sportsfolk udtaler sig om deres lønninger. Det gør jeg heller ikke, fordi jeg faktisk er kontraktligt forpligtet til at tie om økonomiske forhold. Derfor kan jeg heller ikke sige, om jeg ville være i Top 10 eller ej, men jeg klager ikke!

Jeg har læst et interview med Bernd Schneider, hvor han påpegede, at I modsat Mercedes kørte med teamordrer hos Audi i DTM. Det så nu ikke sådan ud for mig, og da slet ikke på Barcelona, hvor Frentzen og Tomczyk for mesterskabets skyld burde have lukket dig forbi og holdt Schneider tilbage?
For sportens skyld er det et godt signal at sende ud, at man ikke kører med teamordrer, men i praksis sørger man naturligvis for at hjælpe sine mærkekolleger. Sidste år havde Gary Paffett for eksempel aldrig problemer med at overhale andre Mercedes’er! I år havde vi hos Audi ingen teamordrer, men der var prioritet i de sidste fire-fem løb, for eksempel havde jeg fortrinsret i at vælge pitstop-strategi.

Hvad siger du til, at Heinz-Harald Frentzen er blevet fyret hos Audi?
Det var næsten uundgåeligt. Det kan være svært at gå fra single seaters og en single mind-tankebane til at skulle fungere i et team og hjælpe bedre placerede mærkekolleger. Samtidig puttede de tyske medier et umenneskeligt pres på Heinz-Harald …

Hvad betyder de nye restriktioner på Le Mans for Audis chancer i 2007?
De betyder, at Audi’erne skal tanke oftere, hvilket naturligvis er et handicap. Der vil være stor fokus på Pescarolos forbedringer og Peugeots holdbarhed. Det tegner rigtigt spændende.

Hvornår bliver det offentliggjort, hvad du skal køre i 2007?
Det ved jeg helt ærligt ikke! Der er sket det, at Audis direktør Dr. Martin Winterkorn netop er blevet topchef for hele VW-gruppen, så alle venter på en ny direktør hos Audi AG - og måske et nyt syn på motorsport!

Du er nu den mest vindende kører nogensinde på både Sebring og Le Mans. Hvad er der mere at komme efter?
Nummer 5 og 8.

Din søn Oliver er begyndt at køre gokart, er han lige så stort et talent som dig, og hvad vil du råde ham til i en eventuel karriere?
Oliver sidder ved siden af mig nu og siger, det er et åndssvagt spørgsmål! Men han er en rigtig god til go-kart og blev nr. to i Nordjysk Motorsports Mesterskab på Mou. Jeg tror dog stadig, fodbolden trækker mere i ham.

Hvem vinder Formel 1 i 2007, nu da Schumacher er stoppet og Alonso er skiftet til McLaren?
Et godt bud: Felipe Massa!

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Tom Kristensen
  •